Litteratur på Slottet er en nyetableret litteraturscene på Charlottenlund Slot, hvor vi åbner slottets smukke Riddersal op til oplæsninger og præsentationer fra nogle af Danmarks bedste forfattere og poeter, hvor litteratur, historie og arkitektur går op i en højere enhed.
Tidligere på året bød vi indenfor til “Fantombillede på Charlottenlund Slot” med digteren og rejseforfatteren Thomas Boberg som hovedperson. I april åbnede vi poesiens porte op for prisvindende Pia Tafdrups nye bog “Synet af Lys” og nød en vidunderlig eftermiddag på slottet i sanselighedens tegn.
Næste arrangement på plakaten er “I Karen Blixens spor” søndag den 26. august, hvor vi glæder os til at tilbringe en eftermiddag i Karen Blixens ånd i selskab med en perlerække af danske forfattere. Det bliver en dag fuld af fabelagtige fortællinger og oplæsninger.
Mød Leonora Christina Skov, forfatter og Blixenfan, der tidligere har skrevet mange gotisk inspirerede romaner og nu står midt i sin helt store succes med romanen “Den, der lever stille”.
Charlotte Weitze modtog debutantprisen for sin novellesamling ”Skifting” og skriver bøger, som foregår i grænselandet mellem hverdag og eventyr. Oplev hende læse op og fortælle om sin relation til Blixens forfatterskab.
Kom og hør Peter H. Fogtdal, hentet hjem fra USA i dagens anledning, som vil præsentere sin internationale roman “Zarens Dværg” fra 2006, som Blixen med stor sandsynlighed selv ville finde både fortryllende og morsom.
Direktør for Karen Blixen Museet Catherine Lefebvre indleder eventet med en kort fortælling om sit eget forhold til Karen Blixen, hendes forfatterskab og Rungstedlund.
Du kan stadig nå at købe early bird billetter, men vent ikke for længe!
Læs mere og find dine billetter her:
https://billetto.dk/da/e/i-karen-blixens-spor-litteratur-pa-slottet-billetter-288613/
Leave a Reply